Elverpigen

Hovedmenu

Vi kan findes på:

Joomla Templates

Elverpigen

Skrevet af Administrator

Tirsdag, 25. august 2009 16:15

Elverpigen

Jeg lænede mig over mod spejlet og kiggede dybt ind i mine øjnes skjulte univers. Fragmenter splintrede for øjnene af mig, og en ny åbning opstod. En port indtil en anden verden. Hvor jeg nu måtte vandre hen?

Og da natten faldt til ro, skinnede månen og sendte uhyggelige, magiske skær ned over skoven. Alt var som forvandlede. Dyrene kom frem fra sit skjul, i ny og næ, træerne bevægede sig i den blide nattevind og var som levende væsener der pirkede ud mod den lille elverpige der var trådt ind i denne nye verden, hvor alt var magisk.

Nattergalen sad øverst på toppen af det højeste træ i skoven og sendte sin søde sang efter hende, så klangfuld, så ren. Næsten sørgmodigt, men blidt. Den sang om en elverpige der vandrede igennem skoven en hed sommernat, hvor alting blomstrede i flor. Snart ville hun vandre henover søen, imod det hus der lå skjult imellem buske og træer. Hvem ville hun møde der, hvad ville der ske, sang fuglen.

Ville hun komme levende igennem skoven og natten med hendes blide elversind. Alt det sang fuglen om, mens hun langsomt med sine små bare fødder listede på den beskidte skovbund. Men selv den var levende og lyttede efter hendes skridt. Hun tog noget jord op og snusede til det, og det duftede så skønt, som sort muld nu gjorde en hed sommernat. Jorden snakkede til hende og spurgte om hun havde det godt og hvor vandrede hun hen? Elverpigen sukkede rørstrømsk og sagde; - Jeg vandrer blot i den gode skov hvor alting taler til mig i denne nat. Jeg nyder vinden der hvisler i skovbunden og venter på morgenrøden, for der er mit hjem, der hører jeg til.

Skovbunden nikkede til hende og smilede og sagde; - Så må du vandre der hvor du skal hen nu inden morgenrøden dukker op. Elverpigen lagde jorden ned igen og rodet lidt rundt, så den kunne falde godt tilpas. Og så vandrede hun videre. Elverpigen lyttede til Nattergalens sørgmodige stemme og hun blev så trist, så trist. Hun vidste dog ej hvad den sang om. Hun var blot melankoliker når natten fyldte hendes lille fine sind. Hun vandrede videre igennem den mørke skov, og vinden hvislede i træerne, så hun måtte tale med den.

Hun sagde; - Vind vil du stryge min kind og vise mig omsorg med dine kærlige fingre, jeg er så trist. Vinden spurgte; - Lille elverpige, hvorfor er du så trist og sørgmodig? Den lille elverpige lagde hovedet på skrå, og nød vindens kærtegn imens hun tænkte; - Jeg ved det ikke men Nattergalen synger så sørgmodigt og jeg har en dyb smerte i mit hjerte.Vinden talte til hende; - Så må du vandrer videre for at se hvad du kan finde, snart kommer morgenrøden og redder dig. Den kærtegnede hende blidt og løftede hende op så hun svævede. Og den bar hende et stykke igennem skoven så hun ikke skulle gå så langt. Snart satte den hende ned og strøg hende over kinden endnu engang og sagde; Nu må du klare den herfra og skynde dig, så du snart finder glæden og roen. Og med de ord var der med ét vindstille.

Den lille elverpige vandrede raskt af sted og følte sig nu mere ved mod. Men stadig bar hun denne lille sårbarhed, dette lille punkt der gned sig ind i hende og lavede dybe sår. En dyb vemodighed.
Hun hørte ikke til i natten, hun var morgenrøden, og der hørte hun til. Snart nåede hun frem til enden af skoven hvor der lå en lille sø. Endelig.

Søen talte til hende; Hvorfor er du så trist mit barn? Pigen skuttede sig lidt, som om hun frøs, og det i sig selv var mærkeligt, for det var ikke koldt. Men hun var så trist og lille og bange. - Jeg kan ikke tåle natten, den gør mig trist og Nattergalen synger så sørgmodigt og jeg ved ej hvad den synger om.

Søen talte igen til hende; - Den synger om dig. En lille elverpige, der er så bange så lille og trist, med et elversind. Som kun tåler solens lyse og venlige stråler.Den lille elverpige sukkede, og sagde; - Det vidste jeg ikke, men så forstår jeg bedre den synger så vemodigt om mig. Men løft mig over søen, vil du?

Søen svarede; - Ja min pige, selvfølgelig. Også løftede den hende over på den anden side. Og da hun nåede den anden side så hun endelig de første spæde stråler fra solen, og hun livede helt op og mærkede hvordan varmen krøb ind i hende. Aldrig havde hun troet hun skulle føle glæden igen, for hun havde jo vandret en hel nat i kulde og mørke og natten havde været så mørk. Selv stjernerne havde ikke lyst på hendes vej.

I morgenrøden hørte hun til, for der kunne hun samle styrke, mod og håb, og for altid beholde det modstykke der fandtes i hende. Natten havde på sin vis også styrket hende. Hun følte sig nu endnu stærkere, for natten havde født hende og skubbet hende ind i en stime af oplyst håb og drømme. Hvis nogens hjerte var stærkt nu, så var det hendes, for natten havde båret hende igennem tusinde pinsler og hun havde overlevet det.

Og hvad hun ikke var død af, havde blot gjort hende stærkere.

I solens stille glæde fandt hun sig selv.

-------------------------------------

Elverpigen der venter på at blive båret over søen...