|
Skrevet af Administrator
|
|
Lørdag, 22. august 2009 18:08 |
|
I en tilstand af total ironi, ville jeg nok nærmere slå mig til tåls med at være rablende vanvittig. Jeg er klar over at jeg er på vej ud af en himmelfalden vej, som ingen så. Det tør da siges jeg befinder mig midt imellem stilhed og sindssyge. I den kuffert jeg bar, havde jeg hele mit liv. Det lå henslængt i et infernalsk rod.
Alt jeg ville, var bare at rejse ud i verden og se mig selv danse på toppen af Mount Everest. Selvfølgelig skulle jeg først bestige det med hele med min kæmpe kuffert på ryggen og DET ville være en tur der ville noget.
På min rejse kunne jeg måske med alle mine sorg og skuffelser og mine paranoide tendenser, gå i flok med nogen der var ligesom mig. Jeg kunne hænge ud med dem og være paranoid sammen med dem. Jeg ville sikkert være dronningen på værket. Helt hæsblæst med smøgen i mundvigen og et ironisk blik i øjnene, altid grinende og tæske fræk.
Jeg har altid drømt om at bestige livet med en skovl. Jeg ville grave mig frem til sandheden og beskære det i småt med mine sandheds fingre. Hver en trevl ville være ironi og utopi. En utopi der ellers ville drukne i støj. Tydeligt, ja helt klart ville jeg finde mig selv nede i skidtet og opdage at jeg ikke lugter for ingenting.
Lige nu vil mine skosåler noget andet. Og jeg har ikke gjort mine til at gå endnu. Men med alle de fine masker som vi mennesker bærer, så ville det være utroligt hvis nogen pludseligt vågnede op og tabte masken midt i alt virvaret.
Min taske er fyldt med henholdsvis, sorg, vrede og skuffelser, ja frustrationer der er i højsædet over det forbandede liv der ikke artede sig efter mit hoved. Jeg ville nok vove at påstå at min egoistiske hjerne bare triller der ud af og venter på at en forkert bevægelse skal udgøre dette spil.
Det er en hjernevaskelse.
Men man kan heller ikke vinde alle sine kampe, man skal vælge dem med omhu. Når dommeren fløjter til frispark er det nu og her der gælder. Ikke at livet er nogen fodboldbane, men tæt på. Vi er alle sammen spillere i et spil. Eller skuespillere på lærredet.
Og livet der kører er en vanvittig film med alle dets afskygninger. Jeg tør at tro at det nærmer sig en tilstand af total ironi.
Men så er det at jeg har sagt det. Og jeg tør ikke at sige mere. Koppen som har balanceret på min hånd, sidder lidt skævt, og den gnist i mine øjne slukkes langsomt. Det er en form for blød afventen af den nærmeste fremtid. Det jeg kalder klovnepause.
Husk at på vejen ud af døren, så tag hatten og brillerne med. Glem ikke dig selv. Vi er en dyreart for os selv. Og dyr flygter ikke i natten.
Vi tør at stå fast ved totalt ironi.
The comment section is restricted to members only.
|
