Kalejdoscope

Et ustruktureret ord – Betyder farver
En fødegang – Betyder smil
Og jeg smiler ustruktureret
drømmende, men farveblind
Skygger og fordelte drømme
hænger til tørre
mit maleri er ikke færdigt

Jeg venter på solens ankomst
intense og glidende overgange fødes
alting fødes på ny af en fjernere hvirvlen
Og jeg smiler ustruktureret drømmende,
men hidkaldt til dit blik
jeg vil gribe hvert minut af dagen
dette øjebliks forfald

Og jeg venter på solens ankomst
min sjæl er en skytte
måske en engel der endnu
ikke har set tidens nye lys

Men jeg smiler vidende
jeg er blot mig
et forankret stjernebillede
eller er jeg bare denne væren
denne rene tilstand af ingenting
dette stoflige rum?

Og jeg ankommer nu
til dette værende billede af ingenting
alt dette jeg har arbejdet på
bliver en ustruktureret glidende overgang til mig selv.

Jeg håner hverdagen
den blege sol
eller er dette en hyldest
til et eksempel på hvidt skum i toppen af en kop kakao?

For jeg kan ikke se meningen
med eksempler på eksempler
men jeg kan se i dit vidende blik
at roen har lagt sig som en tåge

Og alt jeg er ude på er at drømme – se
rejse ud i verden – fordybe mig
men en dæmring presser sig på

I de blå vidende sten
ser jeg fremtiden på spids
jeg ser en hældning af livet
fjerne blikke, skørt og holdbart glas

Skæbnesvangret igennem tynd luft
svæver dit udbud af ønsker om nærvær
men jeg elsker dig kun i et fjernt øjeblik af tid
se dig ikke forbi
se dig ikke tilbage
saltstøtte bliver du

Og hverdagen smelter
alting for blændes og svæver bort i lyset
jeg ønsker ikke længere at rave rundt i en hverdag uden ord

For jeg er ordets mester
kald mig ikke andet
sært, modstridende overgange
er forbi
jeg kender til mørke som du
stille erkender jeg tiden.

Lysets pejling bryder ud
i alle verdens hjørner
Og savnet hænger i tråde fra træerne
og alting hengiver sig til den enkle livsform uden at være det
digteformen er lagt og glasklare udtryk er lagt på banen

Men glem at jeg sagde det,
at jeg udtrykte mit savn til dig
jeg finder en som dig derude
en form, en skal, der ligner dig
men dit hjerte, er ingen steder at finde

Jeg ledte i går og i dag,
men hjertets pragt er enestående
og ingen er ligesom dig
hvordan skal jeg finde den form
hvori du lagde dit hjerte?

Jeg er trøstesløs overfor lysets pejling
der leder mig i fordærv
og i småbitte tusinde sole ser jeg dit ansigt
jeg ser dig over alt, og ingen ro er at finde nogen steder

Men nu hvor jeg kigger tilbage i bakspejlet
Og ser årerne rulle forbi
ser jeg hvordan jeg har lært at elske og give
og at det er den største gave i sig selv

At hengive mig til lysets pejling, livets evige cirkel
at ligge langs skygger sprækket i solen
at leve det liv der var mig tildelt
som enhver andens ret

At leve fuldburdigt med hjertet på rette sted,
Og at huske at elske sig selv som det første.

Et stillestående øjeblik
med ord der var mørkere
og brusene under fødder

Virtuelt univers
skød igennem hverdagen
vertikalt igennem tynd luft;
Vi fløj hæmningsløst på strejf

Jeg bar sommerfuglene i min lomme
og lod dem flyve i en varm bølge over tid
Alting vendte sig
og stjernerne talte om det lille punkt der glimtede
I alt den tid var jeg her
lige her, og jeg drømte om små blege sole,
der skinnede gennemtrængende i mit mørke

Kunne jeg blot vende tid over sted
rejse mig over land
Her ville jeg finde fodfæste for en tid

I den lille sukkerskål
lå ordene og ventede
jeg tog dem op
og her standsede jeg.

Jeg så dig komme stormende ude på de store åbne pladser
Jeg drømte i nat at du ville vinde
Og jeg vidste i mit inderste at du ville ofre alt for den drøm

I drømmestadiet, halvt sovende halvt vågen kom jeg druknende til dit mod
Det mod jeg altid havde drømt om

At beære de stolte vidder i havets kronede bølger, med stolthed og vilje
din klippefaste tro var mig ærbar
jeg klamrede mig fast til din håbefulde, hæse stemmes vrinsken
den var næppe hørbar i havets brølende dyb
men jeg hørte den

Den kom fra alle vegne og lod mig håbe og drømme
den bar mig under stjernernes vidne

Pegasus, din stolte manke og dine viljefaste øjne
bar mig hjem
her lejrede jeg mig, og penslede mit sind i dit himmelblå blik
jeg vidste inderste inde
at jeg ikke kom druknende
til dit hjem.

Når himmelen græder, tørrer du dens tårer bort.
Når havet stormer, vugger du den i dit skød.
Men når dit smukke hjerte græder, er jeg der dybt inde bag
- og våger som et lys, vægen antændes
og jeg brænder i glødende lava for dig.

Når himmelen græder, er det fordi du har rørt den.
Når havet stormer, er det fordi du berørt den.
Når natten møder dagen, står solen tidligt op,
for at våge over dig.

Jeg kender dig af nattens frost krystaller
fint, som rent og sårbart glas
Du hælder af en virkelig ekstase
igennem livets særlige hældning.

I nattens overgang til virkeligheden, vandrede de hver sin vej. De var desillusionerede, på skrømt med tiden. Og de så sig aldrig tilbage. En sensommer nat, fløj de med glæde og strejf, hvor stormen varslede og skreg. Men i natte timens tordens svangre skjold, hvilede deres vinger i mod hinanden. Og sen sommer natten var blot vågnet, helt ny og spraglet i nattens væde. Gennemtrængt af det noget der voksede imellem to. Den ene frygteligt blottet og åben, så sårbart i tidens nye lys. Et ansigt af noget nyt og udefinerbart. Skrøbeligt, som livet og dets faldgruber.

Jeg bad blot det ukendte land om at skinne lidt mere. At gå tilbage og så se at alt godt, tilkommer den der venter. Det skinnende lys fra bakken, så jeg aldrig helt, før nu. Om det så gjaldt morgenlysets lette vej. Nu havde jeg flakket og fløjet længe nok, på jagt efter det. Eller noget. Midt imellem hjertets lyn og torden, fandt jeg dig.

Igennem tid og sted vandrer vi
fra ild til anden
fra mørke til lys
til enden af det vi kalder liv

Når vi fødes under det uendelige himmeltræ
er sjælen forevigt stavns bundet med universet
vi går igennem livet ad lyse og mørke dale

Og jeg var engang
af det noget eller nogen
Jeg havde det kriterium for livet
at leve, leves skal

Så i omdrejninger af lyset
for jeg forbi himmeltræet
igen og igen
men først endeligt ved nattetide

Eftertænksomme efterår
fjernt og dog hvilende
så nært

Vinter og vår vil komme
jeg spilder ikke tiden
jeg henter stjernerne ned nu
og tænder ild
for så at drømme