Når himmelen græder, tørrer du dens tårer bort.
Når havet stormer, vugger du den i dit skød.
Men når dit smukke hjerte græder, er jeg der dybt inde bag
- og våger som et lys, vægen antændes
og jeg brænder i glødende lava for dig.

Når himmelen græder, er det fordi du har rørt den.
Når havet stormer, er det fordi du berørt den.
Når natten møder dagen, står solen tidligt op,
for at våge over dig.

Jeg kender dig af nattens frost krystaller
fint, som rent og sårbart glas
Du hælder af en virkelig ekstase
igennem livets særlige hældning.

I nattens overgang til virkeligheden, vandrede de hver sin vej. De var desillusionerede, på skrømt med tiden. Og de så sig aldrig tilbage. En sensommer nat, fløj de med glæde og strejf, hvor stormen varslede og skreg. Men i natte timens tordens svangre skjold, hvilede deres vinger i mod hinanden. Og sen sommer natten var blot vågnet, helt ny og spraglet i nattens væde. Gennemtrængt af det noget der voksede imellem to. Den ene frygteligt blottet og åben, så sårbart i tidens nye lys. Et ansigt af noget nyt og udefinerbart. Skrøbeligt, som livet og dets faldgruber.

Jeg bad blot det ukendte land om at skinne lidt mere. At gå tilbage og så se at alt godt, tilkommer den der venter. Det skinnende lys fra bakken, så jeg aldrig helt, før nu. Om det så gjaldt morgenlysets lette vej. Nu havde jeg flakket og fløjet længe nok, på jagt efter det. Eller noget. Midt imellem hjertets lyn og torden, fandt jeg dig.

Jeg fløj med langsommelige vingeslag over skrænten til dit sind. Indover det store terræn der dækkede aspekter af fugleliv. Af sjælelivet, der rådet over det store hav. Som en sommerfugl dykkede jeg med styrke og mod ned i sjælehavet. Jeg druknede atter, for at dukke op til overfladen, nu mere eftertænksomt hvilende i dit skød. Pigesuk og små støn imod min rude. Bedugget, men alligevel glasklart, drømmende.

Flaksende fløj jeg rundt på må og få. Landede aldrig rigtigt. Kunne jeg finde mit ståsted, min frihed i skovens dybe fald. Men i dine øjne, så jeg ro, og lige her ville jeg være. Lige nu. Så betød intet andet noget. Lige her. Lige nu. Vi var begge på rejse igennem tiden, vi så os aldrig tilbage. Tiden fløj aldrig baglæns, som så meget andet. Og blot det betød noget vidunderligt og smukt. Det var ikke enestående, det var unikt.

Som sommerfugle i sensommeren, fløj vi med tunge vingeslag, langsommeligt og søgende, rejste vi. Vi valgte at lande for en tid. Lige her. Lige nu. For vi er alle i virkeligheden kun et støvkorn i nutidens intervaller. Og som med alt, druknede vi ikke, vi rejste os blot fra det støv vi lå i, for der er ikke noget før og ikke noget efter. Morgendagen kommer for så vidt, når først vi flyder med strømmen og lever.

Igennem tid og sted vandrer vi
fra ild til anden
fra mørke til lys
til enden af det vi kalder liv

Når vi fødes under det uendelige himmeltræ
er sjælen forevigt stavns bundet med universet
vi går igennem livet ad lyse og mørke dale

Og jeg var engang
af det noget eller nogen
Jeg havde det kriterium for livet
at leve, leves skal

Så i omdrejninger af lyset
for jeg forbi himmeltræet
igen og igen
men først endeligt ved nattetide

Eftertænksomme efterår
fjernt og dog hvilende
så nært

Vinter og vår vil komme
jeg spilder ikke tiden
jeg henter stjernerne ned nu
og tænder ild
for så at drømme

Her er et brudstykke af min nye roman, jeg har besluttet mig for at videreudvikle på den. Den kunne godt trænge til lidt “kød” på, som min veninde sagde

Jeg vandrede rundt på gaderne som en flakkende fugl i mørket. Zigzaggede over gaderne i total forvirring. Jeg frøs ind under huden. At finde fodfæste i livet, var mig en umulighed. Jeg landede aldrig rigtigt på mit ståsted. Jeg tænkte på ham, min soulmate, som nu ikke længere var et spøgelse, hviskende ude i regnen, men et menneske af kød og blod. Nu mere levende, nu mere ham. Men jeg forstod det ikke rigtigt, kunne ikke rigtigt tage det til mig. Denne bittersødme af liv. Denne hemmelighed, der druknede alt. Hvorfor havde han ikke sagt noget. Vidste han det ikke selv? Troede han at han var død?

Jeg gik nu endelig op mod hospitalets grå skær, der nærmest lyste blåt imod mig. Eller var det mig, der opfattede det så dunkelt, så trist og tungt? Jeg var bange, men ville gerne se ham, redde ham. Frelse ham fra hans eget tomrum. Eller var det mit? Jeg hvirvlede rundt i mine tanker. Standsede foran hoveddøren i regnen. Nej jeg kunne ikke! Jeg stivnede og bakkede tilbage. Løb og løb ud i regnen. Tårerne blandede sig, med en salt smag der udskilte sig fra regnenes falske. Jeg var stivnet i min egen tilstand. Det her drama, ville ingen ende tage. Jeg var fange i mit eget liv. Hang i en eksistentiel bobbel, hvor jeg prøvede at finde fodfæste. Lige her. Midt i regnen.

Byen trækker med de grå og gyldne dage.
En blanding af lys og mørke,
her rejser jeg fugleflugt over tid
lander aldrig rigtigt

Og stækket på dine vinger
flyver jeg
Et blåt skær forude
en sommernat er jeg ude
og jeg leder i mørket
lige her
og natuglerne
tager profit for kærlighed
de rejser fugleflugt for en tid
lander aldrig rigtigt

Jeg går rundt på må og få
her i livet
finder fodfæste i sange
der handler om tryghed og varme
i et blottet øjeblik er jeg mig
nøgen i tiden
Jeg rejser fugleflugt
som den fugl jeg så flyve over havene
det er min frihedsrejse
selvom jeg aldrig rigtigt lander

Rethink: Life is better, when you turn it around. Upside – down. Then take a look again, and see: Maybe it’s all different

Jeg flyder videre, der ud af. Lander på mit ståsted, den ø i livet. Her finder jeg fodfæste, her finder jeg tid. Tiden: op af gående mod mit vindue. Smelter ind i krystaller. Her lever jeg, her drømmer jeg. Jeg kan se at du har tændt lyset, at alt ikke er mørkt mere. Forudgående timer, lister forbi. De fortæller om en lille alf, der engang levede på guds krave. Her sad hun og hviskede, og indmellem drattede hun ned i mørket. Når hun kom tilbage, havde hun så meget mere at fortælle. Alt var fordrejet, hendes verden var på hovedet, og gud rettede op på den verden.

Men hvad var op? Og hvad var ned? Og hvor startede omdrejningspunktet egentligt? Går vi i virkeligheden rundt og ser hele verden på hovedet? Jeg ved at, at går man rundt i tre dage, med det forkerte perspektiv. Så føles alt normalt. Men når man så igen får øjnene op for at alt ikke var som det skulle være, hvad er så det rigtige? Var det som før? Eller efter?

Hehe… Lyder måske noget indviklet. Men altså, min konklusion er: Verden er som du definerer den. Ikke mere. Ikke mindre. Nogen sagde engang til mig: Gå til optiker, og ændre dit syn på verden. Den vil jeg lade bundfælde i mit univers. Gå til optiker! Hvem ved, måske har han lige de briller der skal til *G* Briller med sortsyn. Briller med overdådigt syn på livet. Briller med et middelmådigt kedeligt syn på det at leve: “Jeg spiser altså lige unge, gå ud og leg”.

I stedet for at sige: “Vil du have noget med skat?” Verden er som du definere den

Du fælder en tåre
af verdens tårer
smilet bærer du
stolt

Smerten bærer du
som silkehud der brænder

Læg dig bare
eller kom nu her
på verdens bred
den lille bitte bred

Der hvor hjertet brænder
i lystens havn
skibe sejler i land
vækker hav
vækker dybde

På verdens bred
der står du
smiler til mig
på den lillebitte bred

Man skulle næsten tro
at smerten var kunst
så blid er dine krystaltårer

Du ligger bare der
jeg rører dig med et enkelt blik
man skulle næsten tro
vi var to i et.

Tag mit glas
og gør dig klar
til verdens musik
det brister ikke
tager kun tid
som alle sår

Ensomt vandrer hun ned af de lange mørke korridorer
natten er mat og sort
en ensomhed følger hende over alt
ensomheden har intet ansigt
det har ingen tid
blot svævende

Og hun vandrer
selv de sovende børn har nogen
de er ikke ensomme

Hun kigger misundeligt på de andre sovende
alle har nogen
alle som en
Og hun er ensom, vandre rundt på må og få i livet
gemt i skjulte kroge

Men en nat er hun så træt, så træt
Hun smider sig ned på græsset
og hun sover og sover

Hun ved ikke at hun har nogen
og at alt ikke er mat som før
morgenen kommer rullende ind fra en side

Hun vågner, og i hendes hjerte mærker hun
kærligheden til sig selv.
Stråler fra solen har brændt ensomheden væk
den har givet hende klarsyn
klarsyn til at se livet som det er

At følges med nogen kan være rart
og vi kan altid slå følge
for vi skal alligevel den samme vej
men du har kun dig
Og dig skal du altid følges med

Så ensomheden er en følelse, kun du skaber.
og den gror af mørket.
lad ikke mørket vinde
se dig aldrig tilbage

Lev livet.

Slingre ned af gaden, med skæbnen som bæger i min hånd. Århus gader lyser op i kulturnatten. Ordene fyger, og fødder bevæger sig i dans. Natten er først begyndt.  Alt er pyntet op, og dyrene stryger langs kanten af mørket, følger vanviddet der ligger op til en nat i litteraturens tegn, kulturelt, stilrent og fyldt med latter, smil og øjne søgende ud i mørket. Er der nogen? Ved de at jeg er her. Retro byen sitrer, alting standes da i et øjeblik, og jeg kender til dette øjeblik, der snigende, kommer ind på folk, mindst når de venter det.

Det er det øjeblik der siger: “Vi er her nu, vi ligger op til dans, vi vil feste natten lang til vi segner” Men når vi vågner og ser ud over byen, er den stadig det samme, blot mindre magisk. Vi glemmer dog aldrig månen der lyste ned over tagende og forandrede os for altid.